snart er det bare tæer i aftenfugtigt græs
snart er det, at falde i søvn ved bålfadets side
snart er det, at holde styr på havens vinbjergsnegle
og tjekke om naboens kat har fået de der killinger
snart er det tid, at lytte efter Isbiksens weekendklokke
snart er det nu, vi skal møde kolo-kammeraterne igen
-og opdage at vi alle er blevet et større år
snart er det!
Lige om lidt er vi her allesammen i en ny sæson, og vi vil rigtigt gerne give et indtryk af Bakkevang i Børnehøjde.
Derfor inviterer vi alle koloniens børn til at lave et indlæg om ‘Mit Bakkevang’.
Tag din bedste ven i hånden, spørg din storesøster om hun vil hjælpe, få farmand til at tage billederne, eller rapportér, helt alene, fra dit allerhemmeligste sted.
Skriv til os på hfbakkevang@gmail.com, og helst med billeder. Vi vil gerne høre og se hvordan verden rører sig i Bakkevangs Børnehøjde.
Rigtig god sommer til alle koloniens herlige unger.