Vedtægter

VEDTÆGT FOR HAVEFORENINGEN BAKKEVANG stiftet 1942

§ 1. Foreningens navn er: Bakkevang.
Dens hjemsted er: Århus Kommune

§ 2. Formål og virke.

2.1. Foreningen har til formål at administrere og forvalte det til kolonihaveformål udlagte
Areal matr. Nr.12a Åby by, Åby, i overensstemmelse med de bestemmelser, der er lagt til
grund for området i sin helhed og indeholdt i vedtægt for Kolonihaveforbundets Århuskreds,
og nærværende vedtægt.

2.2. Foreningen og dens medlemmer skal være medlem af Kolonihave-forbundet for Danmark
og Kolonihaveforbundets Århuskreds. Nærværende bestemmelser er at tinglyse som byrde på
foreningens areal med påtaleret for Kolonihaveforbundets Århuskreds.
Foreningen skal gennem sin bestyrelse bl.a. sikre, at bestemmelser som er nedfældet i en på
området lagt byplan, lokalplan, eller tinglyst deklaration og lignende, vedrørende det samlede
have område eller enkelte haver, overholdes og respekteres af de i foreningen optagne
medlemmer.

§ 3. Medlemmer.

3.1. Som medlem kan optages både personer, som samtidig med medlemskabets ikrafttræden
lejer en have (aktive medlemmer) samt personer, som ønsker at overtage en have, når
foreningen er i stand til at stille en sådan til rådighed (passive medlemmer). Passive
medlemmer har ikke adgang til foreningens generalforsamling.

3.2. Medlemmet skal have fast og lovlig bopæl i Århus Kommune og være tilmeldt
folkeregisteret samme sted.
Medlemmet skal omgående meddele formand eller kasserer om adresseændring og senest 2
uger efter, at ændringen er sket.

3.3. Intet medlem kan optages i foreningen uden bestyrelsens godkendelse. Ved ethvert
lejeforhold udstedes en lejekontrakt. Lejekontrakten er den til enhver tid gældende standard
lejekontrakt udarbejdet af Kolonihaveforbundet for Danmark, hvis bestemmelser sammen
med nærværende vedtægt og øvrige bestemmelser lagt på området er gældende for
lejeforholdet.

3.4. Hvert medlem kan kun erhverve 1 have og kan ikke samtidig være medlem af anden
haveforening under Kolonihaveforbundet for Danmark.

§ 4. Kapitalindskud og hæftelse.

4.1. Ved optagelse som medlem af foreningen skal erlægges et kapital-indskud lig haveloddens
anpart i medlemskapitalen, således som denne er opgjort primo det regnskabsår, hvor
optagelsen finder sted.

4.2. Kapitalindskuddet forfalder til kontant betaling ved leje-kontraktens underskrivelse.
Indskuddet er pligtig ydelse i lejeforholdet.

4.3 I forbindelse med medlemmets udtræden af foreningen, samtidig med overdragelse til et
nyt eller andet medlem, skal kapitalindskuddet tilbagebetales senest 1 måned efter
udtrædelsesdagen. Beløbets størrelse udregnes i henhold til stk. 4.1, således som dette er
opgjort primo det regnskabsår, hvor udtræden finder sted. Såfremt udtræden sker uden, at
det udtrådte medlems have samtidig med udtrædelsen, overdrages til et nyt eller andet
medlem, skal tilbagebetaling af indskuddet ske senest 1 måned efter, at et nyt eller andet
medlem har overtaget haven.

4.4 Det erlagte kapitalindskud kan ikke af 3’die mand gøres til genstand for arrest eller
eksekution.

4.5 I forbindelse med optagelse som medlem erlægges desforuden et optagelsesgebyr, hvis
nærmere størrelse fastsættes af Kolonihave-forbundets Århuskreds, og som ikke
tilbagebetales ved udtræden.

4.6 Medlemmerne hæfter pro rata 1,25 for foreningens indgåede gældsforpligtelser, således
som disse til enhver tid kan udledes af foreningens regnskabsaflæggelse overfor
medlemmerne.

§ 5. Lejeafgift til foreningen.

5.1. Lejeafgiften for den enkelte havelod fastsættes af foreningens generalforsamling ud fra de
budgetter m.m., som af foreningens bestyrelse er forelagt generalforsamlingen til
godkendelse. Generalforsamlingen kan endvidere fastsætte engangsbeløb til arbejder i
foreningen, såsom kloak, vandledningsnedlæggelse, el opsætning og lign. Et sådant
engangsbeløb er pligtig ydelse i lejeforholdet.

5.2. Forfalder leje eller anden pligtig pengeydelse, som påhviler medlemmet, til betaling på en
helligdag, en lørdag eller på grundlovsdagen, udskydes forfaldsdagen til den følgende
hverdag. Betaling anses for rettidigt, når den erlægges senest 3. hverdag efter forfaldsdagen,
eller når denne hverdag er en lørdag den følgende hverdag.

5.3. Er lejen eller anden pligtig pengeydelse ikke betalt rettidigt, kan foreningen kræve et
gebyr, som fremgår af gebyrlisten, som udsendes og godkendes hvert år på den ordinære
generalforsamling.

5.4. Såfremt leje eller anden pligtig pengeydelse, ikke er betalt rettidig, kan forholdes som
angivet i nærværende vedtægts § 7.

5.5. Foreningen er berettiget til for ethvert krav mod et medlem at søge sig fyldestgjort i den
for vedkommende medlems havelod værende bebyggelse, beplantning m.v., forud for alle
andre kreditorer. Nærværende bestemmelse er at tinglyse pantstiftende.

§ 6. Ordensbestemmelser og vedligeholdelse af det lejede.

6.1. Generalforsamlingen-eller evt. kredsen, hvis kompetencen er overgivet hertil- fastsætter
ordensbestemmelser m.m, som skal være gældende inden for området, og foreningen gennem
sin bestyrelse skal forvalte og administrere.

6.2. Generalforsamlingen- evt. kredsen hvis kompetencen er overgivet hertil- fastsætter regler
om vedligeholdelse af haven. Ved gentagne henvendelser og bod om manglende
vedligeholdelse af haven, kan haveforeningen på lejers regning få udarbejdet en rapport fra
Kolonihaveforbundets havekonsulenter, som kan fastslå, om haven er tilstrækkeligt
vedligeholdt. Hvis dette ikke er tilfældet, kan foreningen sætte en gartner til at vedligeholde
haven. Både konsulentrapport og gartner skal betales af lejer. Betaling af konsulentrapport
og evt. gartner er en pligtig pengeydelse i lejeforholdet.

6.3. Medlemmet er pligtig at holde sig alle bestemmelser efterrettelig, som foreningens
generalforsamling, bestyrelse eller offentlige myndigheder pålægger området, ligesom
medlemmet er pligtig at overholde de i lejekontrakten vedrørende haven indeholdte
bestemmelser, samt de bestemmelser der indeholdes i Kolonihaveforbundets Århuskreds
Hovedbestemmelser omfattende haveafståelser i Kolonihaveområder”. Ved overtrædelse af
disse bestemmelser kan der ske ophævelse af lejemålet, jfr. nærværende vedtægts § 7.

6.4. Ved ophævelse af lejemål i henhold til denne vedtægts § 6 er medlemmet berettiget til,
senest 8 dage efter modtagelse af ophævelse, skriftligt at forlange spørgsmålet endeligt afgjort
på en generalforsamling/ekstraordinær generalforsamling.

§ 7. Opsigelse eller ophævelse af lejemål.

7.1. Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale,
såfremt leje eller anden pligtig pengeydelse ikke er betalt rettidigt, og medlemmet ikke har
berigtiget restancen senest 14 dage efter, at skriftligt påkrav herom af foreningens bestyrelse
er afsendt eller fremsat. Det er dog en forudsætning for ophævelsen af lejeaftalen, at foreningens påkrav skal  være afgivet efter sidste rettidige betalingsdag, og det skal udtrykkelig angives, at lejemålet kan ophæves, hvis lejerestance m.m. ikke betales inden udløbet af den angivne frist.

7.2. Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale,
såfremt medlemmet overlader brugen af havelodden til en anden og trods foreningens
indsigelse fortsætter dermed, eller såfremt brugeren af en havelod eller dennes husstand i
gøren og laden er til væsentlig gene og ulempe for foreningen og dermed dens øvrige
medlemmer.

7.3. Foreningens bestyrelse er berettiget til at foretage ophævelse af den indgåede lejeaftale,
såfremt medlemmet i væsentlig grad misrøgter den lejede havelod eller groft tilsidesætter
bestemmelser pålagt området ude fra, eller på tilsvarende måde tilsidesætter foreningens til
enhver tid gældende vedtægter og ordens bestemmelser.

7.4. Hvis medlemmet med lejemål under den grønne lejekontrakt ikke inden 3 måneder og
medlemmet med lejemål efter 1.januar 2004 med den nye lejeaftale ikke inden 4 uger efter
opsigelse/ophævelse har bortfjernet eller afhændet sin bebyggelse, eller er afhændelsen i strid
med bestemmelserne herom, bestemmer bestyrelsen, hvem der skal overtage have og
bebyggelse, og de vilkår overtagelsen skal ske på.
Såfremt bebyggelsen ikke kan afhændes i henhold til vurderingen, er bestyrelsen berettiget til
at afhænde bebyggelsen bedst muligt, evt. ved auktion.
Ved afregning til medlemmet kan bestyrelsen fratrække enhver udgift der er forbundet med
opsigelsen og afhændelsen, herunder bl.a. advokatomkostninger, retsgebyrer og lejerestance
m.m.
Når opsigelse eller ophævelse af et medlemskab og lejeaftale sker, er det pågældende medlem
pligtig at svare foreningen leje og andre ydelser havelodden vedrørende, indtil denne er
fraflyttet og ryddeliggjort, ligesom medlemmet er pligtig at vedligeholde haven i samme
periode.

7.5. Afgår et medlem ved døden gælder følgende:
At en efterlevende ægtefælle har ret til at fortsætte i lejeaftalen med foreningen.
At en person, med hvem den afdøde har levet i et ægteskabslignende forhold i mindst 2 år
umiddelbart forud for dødsfaldets indtræden, har samme ret.
At myndige slægtninge i op- og nedstigende linje har samme ret. (Jfr. §3 stk.3.2., stk.3.3. og
stk.3.4)

7.6. Et hvert medlem har ret til at overdrage sin have til myndige slægtninge i op- og
nedstigende linie.
(Jfr. §3 stk.3.2., stk.3.3. og atk.3.4)
Overdragelsen er betinget af, at der foretages værdiansættelse af have og bebyggelse.

§ 8. Pligtarbejde/Fællesarbejde.

Foreningens medlemmer er forpligtet til at medvirke ved ren- og vedligeholdelse af veje, stier
og andre arealer, der ifølge kontrakten hører til området, samt vedligeholdelse af foreningens
fællesfaciliteter.
Medlemmet har desuden pligt til at holde sin del af vejen udenfor egen have.

§ 9. Generalforsamlingen.

9.1. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen

9.2. Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år senest 4 måneder efter regnskabsårets
afslutning og med en dagsorden, der i det mindste skal indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent.
1) Beretning.
2) Årsregnskab med evt. revisionsberetning.
3) Indkomne forslag.
4) Godkendelse af budget.
5) Valg af formand/kasserer.
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
7) Valg af revisorer og suppleanter.
8) Valg af vurderingsudvalg og suppleant.

9.3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når generalforsamlingen eller et flertal af
bestyrelsens medlemmer, eller når 1/4 af foreningens medlemmer stiller skriftlig krav om
ekstraordinær generalforsamling.
Der kan ikke træffes nogen beslutning, hvis ikke mindst 4/5 af de medlemmer, der har
begæret den ekstraordinære generalforsamling, er repræsenteret.

9.4 Ordinær generalforsamling indkaldes skriftligt med mindst 14 dage varsel.
Ekstraordinær generalforsamling kan dog indkaldes med 8 dages varsel.

9.5. Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde
senest 1 måned efter regnskabsårets udløb, hvorefter de skal optages på den dagsorden, som
udsendes til medlemmerne.

9.6 Adgang til generalforsamlingen har ethvert medlem og dennes ægtefælle/samlever.

9.7. Hvert havelod har to stemmer.

9.8. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

9.9 Beslutninger på generalforsamlingen træffes af de mødte stemme-berettigede ved simpelt
flertal – undtagen når det drejer sig om vedtægtsændringer hvortil kræves 2/3 flertal, – og når
det drejer -sig om:
Optagelse af kollektive lån, eller ekstraordinære indskud, jfr. § 5 pkt. 5.1, eller
haveforeningens eventuelle opløsning.
Dertil kræves at mindst 2/3 af medlemmerne har givet fremmøde, og 2/3 af de afgivne
stemmer går ind herfor.
Er fremmødet ikke tilstrækkeligt stort, men 2/3 af de afgivne stemmer er gået ind herfor, kan
der indkaldes til en ny generalforsamling, som uanset antallet af fremmødte, kan vedtage
forslaget med 2/3 af de afgivne stemmer.

9.10. Generalforsamlingens protokol underskrives af generalforsamlingens dirigent, sekretær
samt på bestyrelsens vegne af foreningens formand.

§ 10. Bestyrelsen.

10.1. Til at varetage den daglige ledelse af foreningen og til udførelse af generalforsamlingens
beslutninger, vælger generalforsamlingen en bestyrelse.

10.2. Bestyrelsen består af 7 personer, der vælges for en 2 års periode. Formand og kasserer
vælges særskilt, henholdsvis i lige og ulige år. 2 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år,
medens 3 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær.

10.3. Generalforsamlingen vælger desforuden suppleanter efter behov Ved valg af
tillidsrepræsentanter må der højst vælges en repræsentant fra den enkelte havelod, dog
undtaget valg til underudvalg under bestyrelsen.
Bestyrelses- og suppleantvalg er henholdsvis 2 – og 1 årige.
Genvalg kan finde sted.
Såfremt formanden eller kassereren afgår indenfor sin valgperiode, indkaldes til
ekstraordinær generalforsamling for nyvalg, såfremt fratrædelse ikke sker umiddelbart før
en ordinær generalforsamling.

10.4. Såfremt et bestyrelsesmedlem fratræder før valgperiodens udløb , indtræder 1.
suppleanten i bestyrelsen – dog kun for tiden indtil næste generalforsamlings afholdelse.
Kan bestyrelsen, i tilfælde af et eller flere medlemmers fratræden på en og samme gang, ikke
suppleres op gennem antallet af valgte suppleanter, indkaldes til ny generalforsamlings
afholdelse med suppleringsvalg for øje.
Suppleringsvalg af denne karakter gælder dog kun for resten af de fratrådtes valgperiode.

10.5. I en af bestyrelsen udarbejdet forretningsorden, fastlægger bestyrelsen selv grundlaget
for sit virke m.m., ligesom denne skal indeholde bestemmelser afledet af vedtægtens § 9.

10.6. Et bestyrelsesmedlem må ikke deltage i behandling af en sag, hvori en med denne
beslægtet person er impliceret, eller på anden måde er’ personlig interesseret.

10.7. Der føres protokol over forhandlingerne på bestyrelsesmøderne. Protokollen
underskrives af de bestyrelsesmedlemmer, der har deltaget i møderne.

10.8. Bestyrelsesmøde indkaldes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden så ofte,
anledning skønnes at foreligge, eller når blot et medlem af bestyrelsen måtte begære det.

10.9.Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Bestyrelsen afgør og pådømmer mulige tvivlsspørgsmål mellem medlemmerne.

10.10.Udebliver et medlem af bestyrelsen, uden anmeldt og gyldig grund fra 3 på hinanden
følgende møder, udgår vedkommende af bestyrelsen og 1. suppleanten indkaldes, jfr. pkt.
10.5.

10.11. Formand og/eller kasserer er i forbindelse med den daglige drift bemyndiget til at tegne
foreningen i økonomiske anliggender samt til at disponere over foreningens midler via
elektroniske selvbetjeningsløsninger, herunder netbank, mobilbank og betalingskort.
Foreningen skal primært anvende Mobilepay eller anden elektronisk pengeoverførsel ved
indbetalinger. Kassereren indsætter alle indkomne penge i pengeinstitut, og den kontante
beholdning må ikke overstige det af generalforsamlingen fastsatte beløb. Kassereren kan
kautionsforsikres, og forsikringens omfang bestemmes af bestyrelsen. Præmien betales af
foreningen.

10.12 Formand og kasserer samt evt. øvrige bestyrelsesmedlemmers omkostninger såsom
telefon, kontorhold og kørsel m.v. dækkes af foreningen.
Beløbenes størrelse fastsættes af generalforsamlingen.

§11. Vurderingsudvalg

11.1. Generalforsamlingen vælger blandt foreningens medlemmer ét vurderingsudvalg til at
foretage vurderinger efter kolonihaveforbundets vurderingsregler. Vurderingsudvalget er
ikke underlagt bestyrelsen.
En opstillet, som ikke kan være til stede på generalforsamlingen, kan vælges, såfremt
vedkommende har afgivet skriftlig erklæring herom.
Hvis man ikke kan vælge et vurderingsudvalg kan generalforsamlingen/ bestyrelsen beslutte
at bede kredsen, en anden haveforenings vurderingsudvalg eller et vurderingsudvalg nedsat
på tværs af kredsen om at foretage vurderinger i foreningen. I så fald skal disse vurderinger
foretages efter Kolonihaveforbundets vurderingsregler. Hvis foreningen har eget
vurderingsudvalg, skal dette benyttes.

11.2. Vurderingsudvalget består af 4 personer der vælges for en 2-årig periode.
Vurderingsformand vælges særskilt i lige år. To medlemmer vælges i ulige år, og 1
medlem vælges i lige år. Alle gennemgår hele kredsens kursus i vurderingsregler, samt
holder sig opdateret på ny viden.

11.3. En vurderingsmand/kvinde må ikke deltage i vurderingen af et hus, hvori denne eller en
med denne beslægtet person er involveret, eller på anden måde er personlig interesseret.

11.4. Generalforsamling kan fastsætte et gebyr for vurdering, medmindre gebyret er fastsat
generelt for kredsen.

11.5. Generalforsamling kan træffe beslutning om hvilke perioder, der kan foretages
vurderinger. (hele året, kun sæson eller lignende)

11.6. Vurderingen skal aftales senest 2 uger efter anmodning om vurderingen er fremsat.

§ 12. Tegningsret.

12.1. I forhold udadtil tegnes foreningen af formanden.

§ 13. Regnskab og revision.

13.1. Foreningens regnskabsår er kalenderåret.
Årsregnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med god regn-skabsskik og før
offentliggørelse være underskrevet af de valgte revisorer i sin helhed

13.2. For en 2 års periode vælger generalforsamlingen 2 revisorer, og for 1 år 2
revisorsuppleanter.
Det påhviler de valgte revisorer at revidere foreningens års-regnskab samt føre protokol over
de bemærkninger, revisions-arbejdet giver anledning til.

13.3. Årsregnskabets indhold skal være i overensstemmelse med den foretagne bogføring og
tilstedeværende bilag.
Revisorerne foretager mindst et uanmeldt kasseeftersyn pr. år.

§ 14. Foreningens opløsning.

14.1. Hvis gyldig beslutning om foreningens opløsning træffes, og dette alene skyldes, at
foreningens virke overføres til andet have område, vil foreningens formue være at overføre til
den forening, som viderefører det nye haveområde og med samme forpligtelser.overfor den
opløste forenings medlemmer.

14.2. Hvis foreningens opløsning skyldes, at foreningen helt ophører med at drive
kolonihaver, vælges 2 likvidatorer, som forestår betalingen af de beløb såsom forudbetalt
haveleje eller anden formue, med fradrag af gæld såvel fra foreningens som medlemmernes
side.
Den resterende formue udbetales til de medlemmer, der er registreret på det pågældende
tidspunkt.

14.3. Foreningen kan ikke opløses, så længe kontrakten med ÅRHUS KOMMUNE og
KOLONIHAVEFORBUNDETS ÅRHUSKREDS er løbende.

§ 15. Vedtægtsændringer.

15.1. Ændringer i foranstående vedtægt skal indsendes til Kolonihave-forbundets Århuskreds
til udtalelse forinden generalforsamlingens behandling.

Således vedtaget på Århuskredsens generalforsamling den 24.februar 1997.
§ 7 revideret på kredsgeneralforsamlingen 22.februar 2001.
§ 7 stykke 4 og § 10 stykke 4 revideret på Kredsgeneralforsamlingen 25.februar 2004.
§10 stk.4, revideret på H/F Bakkevang generalforsamling, d.14-03-2012
§5, stk. 3. Vedtaget på generalforsamlingen den 29 marts, 2013.
§6 stk. 1 samt § 6 stk. 2 Vedtaget revidering, på H/F Bakkevang generalforsamling d. 8. april
2016.
§10 stk 4 er udgået. Ny § 11 Vedtaget på generalforsamling den 10. marts 2017
§4.6 Revideret til ”Medlemmerne hæfter pro rata 1,25 for foreningens indgåede
gældsforpligtelser”, vedtaget på generalforsamling 13.april 2018.
§10.11 Revideret, Vedtaget på H/F Bakkevang generalforsamling d. 16. marts 2023.

§ 11.2 Revideret, vedtaget på H/F Bakkevang generalforsamling d. 21. marts 2024.