Argumenterne for at lave et kvashegn er helt indlysende: Det markerer et skel, giver læ, skaber levesteder for havens smådyr, og så er det smukt og skulpturelt i sin helt naturlige råhed på alle årets tider. Det ændrer sig ganske vist ikke med årstiden, som havens planter gør det, men det er langtfra dødt. Det repræsenterer også en cyklus i og med, at det formulder nedefra og skal fyldes op hvert år.

Dimensionering

Hvis hegnet kun skal bruges til smågrene, staudetoppe og lidt kvas, kan man vælge at bruge 6–8 cm tykke, tilspidsede grene, der bankes i jorden og dermed let kan erstattes, når de rådner. Skal hegnet rumme kraftige grene, bør man bruge solide og holdbare stolper (12–15 cm) og grave dem 60–70 cm ned i jorden.

Stolperne sættes med en afstand på omkring 1 meter i længderetningen. Hvis afstanden overstiger 1,5 meter, bliver det svært at holde styr på indholdet. De to rækker af stolper behøver ikke at stå lige over for hinanden, især ikke, hvis man laver et hegn, der ikke er strømlinet. Så øger det blot stabiliteten, at de står lidt forskudt. Efterhånden som stolperne rådner, placeres der nye imellem de gamle for at opnå den samme afstand mellem dem igen.

80–90 cm er en passende bredde på hegnet. Bliver det smallere end 60 cm, kommer man virkelig på arbejde med saksen, når kvaset skal lægges ned.

Højden afhænger naturligvis af hegnets funktion. Dog vil det give meget klippearbejde, hvis det er under 60 cm, og det vil blive besværligt at fylde op og blive noget ustabilt, hvis det bliver højere end 1,5meter. 1–1,2 meter er derimod en fin højde.

Valg af stolper

I princippet kan alt slags træ og jernpæle bruges som stolper. Det er blot et spørgsmål om æstetik og holdbarhed. Det harmonerer bedst rent æstetisk at bruge runde eller irregulære træstolper, der ikke er afbarkede. Så kan de forfalde i takt med hegnet.

Vælger man at bruge små pæle, der kan slås i jorden, er hassel og pil gode, da de laver lange, lige grene og er lette at skaffe. Man skal dog regne med, at de allerede skal skiftes ud efter et par år.

Vælger man den solide model og dermed kraftige stolper, gælder det om at vælge en holdbar træsort. Træets holdbarhed afhænger af andelen af kerneved og indholdet af kernestoffer (harpiks, garvesyrer og æteriske olier), der har en imprægnerende virkning og dermed modvirker svampeangreb. Langsomtvoksende træer med en stor andel af kerneved og høj densitet er derfor de mest holdbare.

Den bedste holdbarhed får man ubetinget ved at bruge robinie (op til 35 år) eller eg (20–25 år), men disse træsorter er ofte meget dyre ved indkøb, men ikke i forhold til antal år, de holder.

Lærk har en holdbarhed på 4–10 år. Den lange holdbarhed på 10 år gælder kun for sibirisk lærk eller lærk dyrket i køligt klima, hvor det har fået et højt indhold af kerneved. Den danske lærk vokser for hurtigt og består mest af splint (i hvert fald når grenene ikke er tykkere end hegnspæle – Ø 7–10 cm) og holder derfor kun omkring 4 år. Der er dog stor forskel på holdbarheden ud fra tykkelsen, pæle med en diameter på 10–12 cm ser ud til at holde dobbelt så lang tid som dem på 7–8 cm).

Den ringeste holdbarhed finder man hos bøg, ask og birk.

Der hvor hegnet skal stå, skrabes det øverste muldlag samt 20–30 cm på hver yderside af og anvendes andetsteds i haven, hvor det kan gøre gavn. Hullerne graves/bores 5–10 cm større end stolpens diameter, så der er plads til at stampe den godt fast med stabilgrus og vand. Det er en god idé at vande stolperne et par gange i ugerne, efter de er sat i – især hvis det er tørt – og vente med at belaste dem, indtil de har sat sig godt fast. Man kan også sætte stolperne, så de hælder en lille smule ind i hegnet, da det er derfra, belastningen på sigt vil komme.

Ønsker man ikke, at der skal vokse ukrudt op i hegnet, kan man lægge ukrudtsdug i bunden. Lad dugen stikke 20 cm ud til hver side af hegnet, og dæk det, der ikke dækkes af kvas, med 10–15 cm barkflis. Dugen bredes ud over de fastgjorte stolper, og der klippes et kryds over hver stolpe. Dugen presses ned efterhånden, som man arbejder sig frem. Har man et snoet hegn, må man klippe dugen i mindre stykker og tage lidt ad gangen med ca. 20 cm overlap.

Når stolperne er på plads, skal der fyldes grene på, og her kan man virkelig gøre sig populær hos naboen, hvis ikke man har nok selv. Alt kan bruges. Dog finder man hurtigt ud af, at tjørn og rosenafklip egner sig bedre til et havebål, og afklip fra nåletræer er ikke så kønne, når nålene bliver brune. De tykkeste og mest lige grene lægges helt ud til siderne (de tykkeste nederst) og tilpasses, så de ikke er længere end afstanden mellem to stolpers yderside og lægges skiftevis ovenpå den næste gren i længderetningen. Fyld kvas på i midten, efterhånden som der arbejdes opad. Det holder sidegrenene på plads. Ønskes et helt tæt hegn, skal fyldet klippes meget i stykker. Man kan også hoppe i det, men der er stor trampolin­effekt, og det synker ikke så meget, især ikke hvis det er frisk kvas med mange sidegrene.

Finish

Ønsker man, at det øverste lag skal være ensartet, kan man gemme noget kvas f.eks. fra en hængebirk til at lægge på toppen som afslutning. Man skal regne med, at hegnet synker ca. 20–30 cm på et år alt efter, hvor hårdt det er presset og hvor frisk et materiale, der anvendes.

Beplantning

Egentlig synes jeg, at kvashegnet er smukt i sig selv, og hvorvidt det skal plantes til, bør afgøres ud fra den sammenhæng, hegnet indgår i.

Har man en lidt vild skovhave, synes jeg det er helt på sin plads at plante dele af kvashegnet til med kaprifolie eller vedbend. Især vedbend vil stortrives og få hegnet til at falde endnu mere i med sine omgivelser. Klematis og klatrehortensia kan bruges som flerårige planter.

Har man kun et lille og mere veltrimmet kvashegn, vil man nok blive irriteret over at få den senere påfyldning besværliggjort af flerårige planter. Her kan man bruge etårige sommerblomster som for eksempel ærteblomster eller kraftigtvoksende blomsterkarse.