AF
Vi skal have »mere biodiversitet, især i byen« siges der mange steder. Men hvad menes der egentligt med det? Forvirringen er stor, da ordet betyder noget forskelligt, alt efter hvem der udtaler sig, eller i hvilken sammenhæng det bruges.
Hvad betyder »biodiversitet«?
Selve ordet kommer fra det græske bios, som betyder »liv«, og det latinske diversus, som betyder »forskelligartet«. Det bliver på dansk til »variationen i den levende natur«.
Denne variation kan så være møntet på
- Forskellige levesteder
- De forskellige arter af flora og fauna
- Den enkelte arts genetiske variation eller
- Forskelligheden mellem økosystemer og de enkelte økosystemers variation af arter og disse arters genetiske variation
Sagt på en anden måde så dækker ordet »biodiversitet« over mangfoldigheden af arter, gener og processer. I praksis måles biodiversiteten oftest på antal arter på et givet areal. »Arter« dækker over alle former for liv, dvs. planter, dyr, lav, svampe og mikroorganismer.
Selve artsrigdommen kan dog bestå af mange helt almindelige arter. Der hvor biodiversiteten virkelig er vigtig at bevare, er der, hvor arter er ved at forsvinde. For at bevare disse kræves der plads. De steder hvor de sjældne arter stadig findes, skal fredes, plejes og arealet skal udvides, så bestanden kan vokse og sjældenhederne bevares i vores natur.
Hvad kan du selv gøre for biodiversiteten?
Der er nogle vigtige vilkår, du skal have i fokus, når du vil fremme biodiversiteten.
- Variation i de fysiske rammer er måske det vigtigste. Jo flere forskellige levesteder vi kan præsentere, des mere forskelligartet liv vil der være mulighed for. Det kan være variation i sol og skygge, tørt eller fugtigt, stille vand eller brusende vandløb, kort og langt græs, mange forskellige blomstrende træer, buske og urter, sand og grus eller et leret mudderhul osv.
- Føde skal der til. Mad til alle, i form af blomster med nektar og pollen, dødt træ og døde dyr, græs til de græssende dyr, og vand at drikke.
- Plads har vi brug for, uanset hvem vi er. Store arealer kan rumme flere individer og også flere forskellige arter end små arealer.
- Tid! Jo længere tid et område har fået lov til at være i fred og udvikle sig, des mere variation vil der opstå og dermed større mulighed for stor biodiversitet. Typisk vil der være større biodiversitet, des ældre arealet er.
- Bland dig udenom! Hvis arealer får lov til at ligge i fred for menneskelig indgriben, vil området udvikle sig på en måde, som vi aldrig ville kunnet planlægge eller etablere os frem til. Naturen kan selv.
Lidt har også ret
Et af byens arealer, ofte kaldet »restareal«, som har ligget øde hen i årevis, kan indeholde meget stor biodiversitet og være levested for sjældenhederne. Det er vigtigt, at disse arealer bevares. Selv om disse arealer ikke betragtes som hverken »pæne« eller »ordentlige«. Der skal ikke være parker eller højbede og køkkenhaver alle steder. Få en biolog med på råd inden arealet inddrages til andre formål.
Både i byerne og på landet er der brug for en indsats for at øge biodiversiteten, og støtte den der allerede findes. Og her kommer du ind i billedet! Der er meget du kan gøre, uanset hvor stort et areal du råder over, læs om naturhaver og nyttedyr eller måle biodiversiteten i din have.