Indskrænk klipperiet, og se vildskaben folde sig ud det næste par måneder.
Det er ikke nemt at klippe græs for tiden. For det første vokser græsset alt for hurtigt – efter 4-5 dage skal man af sted igen, hvis ellers græsset skal holdes på det perfekte lave niveau. For det andet er der cirka en million bellis i min græsplæne, og de er altså så søde, at jeg er begyndt at køre uden om dem.
Og for det tredje føler jeg mig mere og mere tåbelig, når jeg bruger 3-4 liter benzin på noget, der ikke har noget andet formål end at opfylde nogle hævdvundne forestillinger om, at klippet græs er pænere end uklippet. At det er udtryk for en dybt borgerlig orden, som egentlig er mig stærkt imod.
For et par uger siden skrev jeg, at jeg glæder mig over, at kommunens folk er holdt op med at klippe græsrabatterne, når mælkebøtterne blomstrer. På den ene side vil vi gerne have masser af vilde blomster omkring os – på den anden side fjerner vi dem med den mest effektive blomsterfjerner, der findes, plæneklipperen. For jeg bruger jo ikke min græsplæne til andet end at gå på og kigge på. Spiller hverken kroket, golf eller fodbold derude. Jeg har i forvejen udlagt en stor del af haven til den smukke vildskab, men kvier mig ved resten.
Jeg har stor daglig glæde ved at gå rundt i det vilde og kigge på kørvel, pragtstjerner, ærenpris og struttende skvalderkål, mens det nydeligt klippede er pænt. Fint klippet. Bioklip. Dygtig dreng. Anerkendelse fra naboerne, ligesom når bilen er nyvasket og indkørslen revet.
Til overflod ringede en fortvivlet dame til mig i går, fordi hun skulle sælge sit hus med sin elskede gamle vilde have, og da ejendomsmægleren så det, sagde han, at hun skulle klippe alt det vilde først – især skvalderkålen. »Ellers kan jeg ikke sælge det«, sagde han.
Jeg forsøger hermed, selv om det er svært. Vi har endda nogle trumfer i brevkassen i denne uge. Andrews gøgeurter i Harlev. Det overraskende mylder af vilde tulipaner på Bornholm. Ingen af disse åbenlyse og sjældne glæder ville eksistere, hvis der blev klippet græs, hvor de vokser.
Lad derfor disse linjer være en from fælles opfordring til alle os havegræsplæneplæneklipperejere om i det mindste at indskrænke det destruktive klipperi. Prøv bare i det næste par måneder at lade være og se, hvad der sker (for man kan jo altid begynde igen).
Jeg kan i hvert fald garantere, at selv græsset blomstrer. Rajgræs, rødsvingel, fløjlsgræs og alle de andre blomstrer på det yndigste, hvis de får lov. Svajer i vinden, drypper i duggen, glitrer i solen. Desuden ved jeg, at børnebørnene (pigerne) vil juble, når de ser mylderet af min million bellis på lørdag.
(Søren Ryge, oprindeligt indlæg fra politiken.dk d. 1. juni 2017)