Østjyllands Brandvæsen slutter sig nu til resten af landet og ophæver afbrændingsforbuddet.
“Ud fra en samlet vurdering af de nuværende vejrmæssige forhold ophæves afbrændingsforbuddet med virkning fra og med tirsdag den 14. august kl. 10:00 gældende for Odder, Skanderborg, Samsø og Aarhus,” lyder det fra Østjyllands Brandvæsen i en pressemeddelelse.
Brandvæsenet opfordrer stadig til, at man er forsigtig hvad angår ild, men de strenge omstændigheder, som bål, grill og andre former for ild har været underlagt sommeren igennem, er nu ophævet. I den forbindelse har brandvæsenet sendt os svar på seks spørgsmål, som de har fået i forbindelse med forbuddet:
Må jeg brænde mit haveaffald af nu?
NEJ – det skal du fortsat aflevere på genbrugsstationen, som du altid har gjort.
Må jeg brænde mit Sankthansbål nu?
NEJ – det må kun afbrændes Sankthansaften, men du kan håndtere det som haveaffald.
Må jeg tænde ild i mit bålfad?
JA – du må gerne tænde op i dit bålfad.
Må jeg tænde min terrassevarmer?
JA – du må gerne tænde din terrassevarmer.
Må jeg bruge min ukrudtsbrænder?
JA – du må gerne bruge din ukrudtsbrænder
Må jeg bruge min grill “overalt”?
JA du må bruge din grill overalt, som du altid har brugt den (ikke indenfor!)
(stiften.dk d. 14. august 2018)